Jørgen | Kat Lassen

Kortprosa af Kat Lassen

Udgivet i antologien StORDstrøm

© All rights reserved

Jørgen sad på en træstub og stirrede trist frem for sig. Rundt omkring ham var foråret i gang med at spire fra hver en krog og hver en sprække, men han ænsede det ikke, sad blot hensunket i dybe tanker om faldne korthuse og skuffelser givet af livet selv. Set døden i øjnene, havde Jørgen også og dette kig havde taget lyset i Jørgens øjne, så det var vel egentlig i hans rimelige ret at sidde sådan, mens livet og for Jørgen den generelle ligegyldighed blomstrede omkring ham. For der var ingen, der havde prøvet det, som Jørgen havde, et helvede, som bare gjorde, at man gik i stykker på en eller anden måde. Samtidig havde det dog gjort Jørgen meget bevist om, hvordan det var at være i et helvede, og det var som sådan det, han tænkte over der på træstubben midt i livet. Det var det fortidige helvede og mødet med døden, han var bange for at skulle gennemleve igen.

Der havde været flere forbi og tale med ham, senest en klog mand iført en hvid kittel, pibe i munden og glatstrøget hentehår, fra den ene tinding til den anden.

─ Ser du Jørgen, havde manden sagt. ─ Du kan jo også vælge, at bruge de ting, du har oplevet som noget positivt. Jeg forstår godt, at du har psykiske smerter nu, men hvad med at se det hele ud fra det perspektiv, at du overlevede. Jeg kender såmænd mange, der har valgt at vende deres oplevelse af sygdom, til efterfølgende at være taknemmelige for hver dag der går, og netop at man er i live. Manden havde derefter taget et sug af piben, kigget længe ned på Jørgen, sukket dybt og til sidst peget på Jørgen med sin pibe. Meget bevidst om, at folk der peger med piber, er klogere end andre, og i dette tilfælde klogere end Jørgen, altså på nær, at denne pibemand ikke rigtig havde prøvet at se døden i øjnene, som Jørgen havde.

─ Jørgen, du må rejse dig der, hvor du faldt, sluttede manden og puttede den pegende pibe tilbage i munden og løftede afventende det ene øjenbryn.

Jørgen så op på pibemanden og undrede sig over, hvordan manden i hans netop udtrykte kliche kunne sammenslutte alt, hvad Jørgen havde været igennem af smertehelvede og dødsangst til en kort lille sætning: der, hvor du faldt.

─ Der er bare et problem, svarede Jørgen den kloge mand over ham.

─ Aha? spurgte manden. Han tog piben ud.

─ Det er jo ikke sikkert, at det er sådan rigtigt overstået. Alt hvad jeg troede på er væk! Måske bliver jeg syg igen og dør af det næste gang.

─ Hmmm… Ja, der er jo ingen garantier … svarede pibemanden, som ville havde det dårligt med at lyve, for det var imod hans profession.

─ Så … lad mig bare sidde, fortsatte Jørgen. ─ Du ved ikke, hvad det drejer sig om, du har ikke været der.

─ Ja, joh, begyndte pibemanden høfligt, ─ det er korrekt Jørgen, det har jeg ikke, og jeg forstår dig til fulde, og hvorfor du er hensunket på dette sted, men jeg ville jo gerne hjælpe …

─ Du forstår, undskyld mit sprog ikke en skid! vrængede Jørgen.

Manden nikkede og forsvandt som en høflig morgendis, der viger for solens varme stråler, på nær at der var ikke varmt, hvor Jørgen sad, der var skygge.

En kvinde kom vandrerne ind i skyggen til Jørgen. Hun havde et bedende blik i øjnene.

─ Kom nu Jørgen, kom med ud i solen, vi venter på dig. Se, det er forår.

Jørgen så op på hende, hun så mere gammel og slidt ud end dengang, det hele gik godt. Han kiggede forbi hende og så, at ude i forårssolen stod hans børn, de så nervøst på ham inde i skyggen, den ene smilede usikkert til ham.

Jørgen så atter ned i jorden foran sig. Næh, næh, han ville ikke udsætte dem for det igen, angsten, sygdommen, alting, som gik i stå. Ham, deres supermand, deres Herkules, som lå syg, grå og forvrænget. Næh, så var det bedre at sidde her, tænk, hvis det hele skete igen.

Kvinden med børnene forsvandt, og Jørgens skæg og hår blev langt. Sommeren kom og sommerfugle, græs og blomster trives i solen foran Jørgen.

En dag satte der sig en lillebitte flue på Jørgens hånd.

Jørgen så bedrøvet ned på den og den så op ham. Måske kunne den være hans ven for en stund?

─ Jeg er så bange, begyndte Jørgen, fluen virrede med sit lille hoved, nærmest som om den forstod ham og hans inderste følelser.

─ Du ved, bange for at det hele skal komme tilbage. Lille flue, jeg er så bange for at miste alt og dø.

Fluen så op på ham, og til Jørgens store overraskelse begyndte den at tale med en spinkel, halvsummende stemme:

─ Jarda Jarda og bla bla bla, udstødte den ligegyldigt af Jørgen, som spærrede øjnene op i forbavselse. ─ Og jeg er en døgnflue, så jeg har virkelig ikke tid til at sidde her i skyggen og høre på dig. Ser du, jeg skal nå en masse inden i morgen!

Fluen vendte rumpen til, kom på vingerne og fløj væk fra Jørgen, hans træstub, skyggen og ud i solen.

Jørgen stirrede undrende efter fluen, så rejste han sig og gik.

“Jørgen” illustreret af Kat Lassen ©️ All rights reserved